Lovpligtige dokumenter

Hvad er en friskole?

Friskoler er grundskoler, der kan tilbyde undervisning for børn fra børnehaveklassen til 10. klasse. Som oftest er friskolerne opstået som et forældreinitiativ på baggrund af Grundlovens §76, der fastslår, at vi i Danmark har undervisningspligt og ikke skolepligt.

Friskolerne er dermed et alternativ til folkeskolen og fungerer under Friskoleloven.

Grundtvig og Kold som inspiratorer

I Danmark går friskoletraditionen tilbage til midten af 1800-tallet, hvor især Christen Kold og N.F.S. Grundtvig er store inspiratorer.

Familie og skole skal samarbejde om opgaven, og det er en forudsætning, at der er overensstemmelse mellem familiens og skolens værdier.

Kvalitetssikring

En fri grundskole skal ifølge lov om friskoler og private grundskoler give en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Kravet omtales som “stå mål med-kravet”. Overordnet betyder det, at elever, der forlader 9. klasse på en fri grundskole, skal have fået en undervisning, som giver dem de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis de havde gået i folkeskolen.

Frihed og folkestyre

Ifølge friskoleloven er ”Frihed og folkestyre” et krav, så eleverne rustes lige så godt som eleverne i folkeskolen til at begå sig i det danske samfund. Loven indebærer, at de frie grundskoler er forpligtede til at undervise eleverne i principperne for det danske folkestyre og derved bibringe eleverne en demokratisk forståelse.

På Romalt Friskole arbejdes der konkret med dette i flere forskellige sammenhænge lige fra det formaliserede elevrådsarbejde til den mere organiske elevinddragelse i den daglige undervisning.

Undervisningsmiljø

Alle har ret til et godt undervisningsmiljø, så undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Ved undervisningsmiljø forstås skolens fysiske, psykiske og æstetiske miljø.

Det er en fælles forpligtelse at opretholde et godt undervisningsmiljø – jf. “Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø”.

Hvert tredje år gennemføres en trivselsmåling og undervisningsmiljøvurdering for samtlige elever på Romalt Friskole. Resultaterne danner grundlag for en samlet undervisningsmiljøvurdering og en handleplan med konkrete tiltag og en plan for gennemførelsen af disse.

Ud over ovenstående er der herunder en liste med en række af de tiltag, som er en fast del af organisationens samlede sikring af, at alle har de bedst mulige forudsætninger for at virke i en hverdag fyldt med både trivsel og læring:

  • Forventningsafklarende indskrivningssamtaler for alle nye elever

  • To årlige skole-hjem-samtaler på alle årgange hvor både den faglige og trivselsmæssige udvikling evalueres

  • Fælles indsats for at bevare et befordrende og behageligt fysisk undervisningsmiljø som alle skal bidrage til i kraft af f.eks. daglige duksepligter

  • Stort fokus på æstetikken i de fysiske rammer ved f.eks. farvevalg, indretning, kunst og billeder

 

Vi følger ministeriets Fælles mål.

Antimobbestrategi for Romalt Friskole

Definition af mobning

Når en person eller gruppe systematisk bevidst forsøger at skade andre ved at udsætte denne/disse for nedværdigende, krænkende eller ekskluderende handlinger.

Modvirke mobning

  • Alle medarbejdere, forældre og børn, som har deres gang på Romalt Friskole, har et ansvar for aktivt at stoppe mobning og fremme trivslen.
  • Trivsel er et af nøgleordene bag en mobbefri kultur. 
  • Klassens/børnegruppens sociale trivsel er et fast punkt på møder mellem lærere, pædagoger og ledelse.
  • Uhensigtsmæssig adfærd vil hurtigt blive kommunikeret og bearbejdet i samråd med forældre og involverede børn. Vi vægter værdien af en åben dialog med forældre højt. Vi arbejder for at fremme en løbende kommunikation mellem skole og hjem, hvor forventninger afstemmes og afklares.

Forældrenes rolle

  • Forældrene er forpligtede til aktivt at indgå i arbejdet mod mobning, herunder selv at tage initiativer forældrene imellem med en åben tilgang.

  • Forældrene er ligeledes forpligtede til at meddele evt. viden om mobning til barnets klasseleder.

Skolen tilbyder folkeskolens afgangsprøver.

Jeg vil gerne kontaktes

Udfyld felterne herunder og vi kontakter dig snarest